Nyhedslisten

Nyheder / Det sker

02-12-2020

Fra Cambridgeklasse i Vedersø til topuniversitet i London

Amanda Stengram Mortensen startede sin internationale uddannelsesrejse på efterskolen i Vedersø. Hun gik fra Cambridgeklassen på efterskolen via IB i Struer og videre til en bachelor fra Regent's University London. I efteråret 2020 startede hun på det prestigefyldte universitet Imperial College London

En helt almindelig tirsdag eftermiddag i juni tikkede der en besked ind på viceforstander for Vedersø Idrætsefterskole og The International Michel Christensens telefon. En besked, der fik smilet frem:

”Jeg blev i august så glad for, at du beskrev min udvikling som en ”hænderne over hovedet oplevelse”. Jeg har for nylig haft samme oplevelse, som jeg ville dele med dig. […] Jeg er kommet igennem nåleøjet til et af verdens bedste universiteter. […] Jeg er så stolt, men også taknemmelig over den platform, som Vedersø gav mig. Uden den, tvivler jeg på, at dette var blevet min fremtid.”

Beskeden var fra Amanda Stengram Mortensen, tidligere elev i den Cambridgeklasse på Vedersø Idrætsefterskole, der senere udviklede sig til The International – Danmarks Internationale Efterskole. Her er hendes personlige historie om, hvad en international efterskoleoplevelse har gjort for hende.

 

”Fællesskab fødes, når ’jeg’ bliver til ’os’”

August 2013. Spændingen kribler i Amandas krop. Hun er på vej fra hjembyen Krejbjerg til Vedersø. Hendes første år på efterskole skal til at starte.

”Jeg kendte ikke en eneste, og jeg husker tydeligt, at jeg havde så mange tanker og bekymringer om, hvordan det ville blive at omgås 120 på daværende tidspunkt fremmede mennesker hver evig eneste dag… Men wow, det fællesskab, det sammenhold og det bånd, der blev skabt på Vedersø, er noget ubeskriveligt og helt særligt, som jeg tror skal føles og opleves, for at man kan forstå det. Som vi engang sang i kor til aftensang: ’fællesskabet fødes, når ”jeg” bliver til ”os”’, og det gjorde det i min tid på Vedersø,” erindrer Amanda.

Ét år på efterskole var dog ikke nok for Amanda, men selvom hun valgte et år mere i Vedersø, skulle der ske noget nyt. Hun valgte nemlig at blive en del af den nyoprettede Cambridgeklasse, hvor al undervisning foregik på engelsk – og fagene var lidt anderledes. Netop udfordringen og det engelske overbeviste Amanda om, at det var det, hun skulle:

”Jeg havde fået en stor forkærlighed for engelsk. Jeg elskede, hvordan det åbnede nye døre til forskellige kulturer, ny viden og en ny måde at se verden på. Derudover er jeg en person, som elsker at udfordre mig selv fysisk, personligt, og, ja, akademisk.”

 

”To lærere har en del af æren i, hvor jeg er i dag.”

Valget om at gå i Cambridgeklassen skulle vise sig at være det helt rigtige for Amanda. Særligt faget Global Perspectives gjorde indtryk på hende. Hun giver selv efterskolen, Cambridgeklassen – og særligt to lærere –credit for, at hendes senere liv også tog en international drejning.

”Cambridgeklassen gav mig et nyt syn på verden og på mig selv. Specielt faget ’Global Perspectives’ fejede benene væk under mig. Har du nogensinde tænk på, at Afghanistan er verdens største producer af opium (hovedingrediensen i heroin) og cannabis? Og hvilken indflydelse det har på stabiliteten i landet? Eller hvorfor en pige med en bog bliver set som farligere end en pige med et våben flere steder i Afrika? Nej? Det havde jeg heller ikke. Det mest indflydelsesrige var dog uden tvivl min lærer Jon. Hans personlige oplevelser bragte emnerne til live, og hans åbenhed for at lade os diskutere frit, samtidig med at han udfordrede os til at argumentere bedre, var helt klart med til at gøre undervisningen hammersjov og ufattelig lærerig. Jeg bruger stadig nogle skills fra det fag den dag i dag,” fortæller Amanda ivrigt.

Hun er ikke i tvivl om, hvad hun har taget med fra sine år i Vedersø, og hvor vigtigt det har været for hendes senere rejse:

”De vigtigste ting, jeg fik med fra min tid på efterskolen, var først og fremmest fællesskabet, som er blevet til et skønt netværk. Inklusiv en venindegruppe på 13 piger, som jeg stadig holder stærk kontakt med i dag. Derudover er der de to lærere, Michel og Jon, som har en del af æren i, hvor jeg er, og det jeg opnår. Og så har det akademiske jo også haft stor betydning for mit liv i dag.”

 

”Du kunne føle den inkluderende og rummelig atmosfære med det samme”

Cambridgeklassen, hvor Amanda var elev på sit andet år, udviklede sig efterhånden til en selvstændig afdeling, der stod klar til sit første elevhold i sommeren 2016. Det er stadig Jon Ross, der underviser i ’Global Perspectives’, mens Michel Christensen er viceforstander og underviser i ’Extended Math’. Den selvstændige afdeling bærer navnet ”The International – Danmarks Internationale Efterskole”, og hvert år samler skolen et elevhold af unge mennesker med omtrent 25 forskellige nationaliteter. Amanda har med begejstring fulgt med i udviklingen:

”Jeg blev så glad, da jeg hørte om det! Jeg var så heldig at blive inviteret på The International for at holde et lille foredrag om mine oplevelser med Cambridgeklassen, IB og universitetet i London. Du kunne føle den inkluderende og rummelige atmosfære med det samme, du ankom. Jeg synes, det er et ekstremt fedt initiativ. Det giver eleverne mulighed for at få samme oplevelse, som jeg gjorde, bare 100 gange mere internationalt præget.”

 

”A journey of a thousand miles begins with a single step”

I dag er Amanda 22 år. Det er 5 år siden, hun forlod efterskolelivet, men hun har ikke forladt den internationale sti. I foråret 2020 færdiggjorde hun sin Bachelor i Fashion Marketing fra Regent’s University London med det højest mulige karaktergennemsnit i det britiske system. I september 2020 påbegyndte hun en kandidat i Strategic Marketing ved Imperial College London – en uddannelse og et universitet, der begge er blandt top ti i verden. Det var optagelsen på denne drømmeuddannelse, beskeden til hendes gamle efterskolelærer handlede om. Hun ville nemlig gerne dele sin glæde og stolthed med ham, fordi han var en del af rejsens begyndelse. Som hun selv siger: Det hele startede i Vedersø.

”Det er et smalt nøglehul at komme igennem, og jeg er virkelig stolt over at skulle være en del af sådan en anerkendt uddannelse og universitet,” fortæller Amanda og fortsætter:

”Mange vil sige, at det er let at være bagklog, men den akademiske og personlige rejse, jeg har været på, startede alt sammen på Vedersø og i Cambridgeklassen. Da jeg tog på Vedersø, tog jeg nemlig et valg. Jeg ville ikke bare derhen, hvor de andre ville. Jeg ville på Vedersø, fordi den stod for noget, jeg kunne lide. Heldigvis viste den beslutning sig og være den bedste af dem alle. Efter Vedersø startede jeg på IB i Struer. To år senere flyttede jeg til London med min kæreste for at starte på universitet – uden at kende andre. Hver gang jeg har stået i de nervepirrende og nervøse øjeblikke, har det krævet is i maven, ro i hovedet og overskud - alt sammen noget, jeg lærte i min tid i Vedersø.”

Amandas internationale eventyr har dog krævet en del mere end is i maven. Det har krævet hårdt arbejde og en stor personlig indsats. For eksempel har hun med succes søgt flere legater. Det er nemlig ikke helt gratis at studere i udlandet. Amandas hårde arbejde gav pote i form af seks legater til et samlet tilskud på ca. 150.000:

”Det kræver et stort mod og arbejde at kaste sig ud i sådan et heftigt ansøgningsforløb. Jeg skrev alene over 50 legatansøgninger. Jeg tror, det er så vigtigt at sætte en standard og vise, at hvor der er vilje og hårdt arbejde, er der vej. En tankegang som jeg uden tvivl tog til mig på Vedersø. Jeg husker tydeligt skiltet i vores klasselokale, der sagde: ”A journey of a thousand miles begins with a single step,” smiler Amanda, klar til en ny international rejse på et af verdens mest anerkendte universiteter.

 

En lille besked fra Amanda:

Hvis der er nogen, der har spørgsmål eller brug for et råd i forhold til IB, legater eller det at studere i udlandet, må de hellere end gerne skrive til mig på min e-mail: amanda@klimatek.dk. For mange år siden ville jeg ønske, jeg havde kendt en med erfaring. Så det at kunne hjælpe andre ser jeg som en kæmpe bonus.

Amanda’s bedste råd til dem, der overvejer et efterskoleophold:

”Gør, hvad DU vil, og hvad DU synes kunne være sjovt og spændende, ikke hvad dine venner vil. Tro mig, du får det SÅ sjovt, uanset hvor du er. Det fede ved efterskolelivet er at få nye venner.” 


Del på facebook