Nyhedslisten

Nyheder / Det sker

31-10-2019

Efterskoleelever inviterer lokale skoler til uhyggelig hygge på halloween

Som en del af deres halloweenfejring har eleverne fra The International – Danmarks Internationale Efterskole inviteret lokale børn til halloween (u)hygge. Omtrent 30 begejstrede og udklædte børn dukkede op og fik både gys og godter med hjem.

Fastelavn er måske stadig mest populær i Danmark, men Halloween eller allehelgensaften, som det hedder på dansk, har vundet frem de senere år. På Danmarks Internationale Efterskole, har de valgt at fejre halloween, da det er en begivenhed som deres mange elever fra omtrent 25 forskellige lande alle kender – om ikke andet så fra amerikansk tv. I år har skolen valgt at brede deres fejring ud til lokalsamfundet og invitere børn fra det lokale gymnastikhold. Det er lærer Bo Damsgaard, der har fundet på det nye tiltag:

”Det giver vores studerende en følelse af at bidrage til omkringliggende samfund, de nu er en del af herude i Vedersø og så er der da forhåbentlig en glæde ved at se, de lokale børn hygge sig.”

En (u)hyggelig fest
Halloween er kendt som en festelig aften, men det er også en aften i uhyggens tegn. Derfor mener Bo Damsgaard heller ikke, at det gør noget, hvis man kan fornemme uhyggen i pynt og kostumer:

”Jeg håber både, at de lokale børn bliver glade og hygger sig, men de må jo også gerne blive en smule bange, for det er jo også en del af halloween. Sådan lidt hyggelig uhygge. Og så får de selvfølgelig også lidt slik, så der er noget til deres søde tand.”

Hele hovedbygningen på The International - Danmarks Internationale Efterskole har da også fået en uhyggelig overhaling. Skelletter dingler fra dørkarme og optager siddepladser i stole, mens guirlander af dødningemasker hænger fra væg til væg. Kostumerne rangerer fra en blodig panda til glade fodboldspillere og så er der selvfølgelig både djævleøjne, heksehatte og drabelige zombiesår. Gustav på 8, der er kommet over på skolen efter sin gymnastiktime for at deltage i festlighederne, kan da også fornemme, at der er gjort noget ud af udsmykningen. 

”Jeg troede, at det ville være lidt mindre uhyggeligt, for jeg troede bare, at der ville være sådan græskar og lidt toiletpapir over det hele. Men det er lidt uhyggeligt, fordi alle har klædt sig ud. Sådan flot, men lidt uhyggeligt,” fortæller Gustav på otte, alt imens slikker på sin halloween slikkepind. 

Emma på syv finder derimod ikke de mange kostumer så uhyggelige, men hun synes, det har været sjovt. Ved spørgsmålet om, hvem der har det flotteste kostume, er Emma ikke i tvivl: ”MIG!” lyder svaret klart.

En autentisk oplevelse
Forældrene er også godt tilfredse med, hvad der er blevet gjort ud af begivenheden. Ulla Rokkjær har været forbi med sine piger Silke og Jasmin:

”Jeg synes, det er så fedt. Det er en genial måde at binde bro med lokalsamfundet. Personligt har jeg altid været imod halloween, fordi vi har jo fastelavn. Men her er det jo den autentiske oplevelse, fordi nogle af eleverne på skolen her jo har været vant til at fejre halloween i deres hjemlande. Så bliver det jo noget helt andet. Altså så gennemført her, det er vi jo på ingen måde vant til. Så det er så sejt, og jeg håber det bliver gentaget næste år.”


Del på facebook